Aalborg Lufthavn

29. august 2010
By


Aalborg lufthavn har kæmpe succes og bliver nok nødt til at udvide hvis de skal følge med efterspørgslen fra flyselskaberne. Størstedelen af succesen bygger på indenrigsruten til København der med sine op til 24 daglige afgange er en af Europas største indenrigsruter. Ruten til København betjenes af både SAS, Cimber og Norwegian med en vifte af forskellige flytyper. F.eks. ATR, CRJ900, Boeing 737 og Airbus 321.

Ud over ruten til København er der en del andre ruter:
Cimber har ruter til Malaga, Mallorca, Antalya, Kreta og Oslo.
Norwegian har ruter til Malaga, Mallorca, Gran Canaria, London, og Paris.
Air Norway har en rute til Ørlandet (nær Trondheim) via Oslo.
Atlantic Airways har en sommerrute til Torshavn, Færøerne.
Iceland Express har en sommerrute til Reykjavik med videre forbindelse til New York.

Men hva så hvis man skal videre ud i verden? Ja så skal man som oftest via København, og det er fra mit synspunkt en af Aalborg Lufthavns største problemer. Alt efter hvor man bor i Jylland vil det ofte bedre kunne betale sig at køre til Billund og flyve med Lufthansa, AirBaltic eller KLM da det vil spare en flyvning. Jeg snakkede forleden med en Ålborgenser der ofte tager turen til Sydafrika. En tur der altid inkluderer 4 fly hver vej. Først til København, derefter til London, Frankfurt, Amsterdam, Paris eller lignende stor hub i Europa, så til Johannesburg og til sidst med indenrigsfly videre. Havde man i stedet fløjet fra Billund kunne man flyve direkte fra Billund til London, Frankfurt eller Amsterdam og derfra videre.

Og Norwegians afgang til London kan desværre ikke bruges til noget i den sammenhæng da de ikke har nogle interline aftaler med andre flyselskaber, så det er ikke muligt at få en samlet billet Aalborg -> London/Gatvick -> Verden. Havde det været Cimber der havde fløjet Aalborg-London/Gatwick havde sagen været en anden da Cimber har masser af samarbejdsaftaler. F.eks. med Virgin Atlantic som også har ruter til Gatvick.

Aalborg lufthavn bør derfor sætte alt ind på at tiltrække nogle af netværksselskaberne. Lufthansa, KLM, Air France, Air Baltic, British Airways, Finnair og lignende. Alternativt få Cimber til at oprette en rute til Amsterdam eller München hvor de i forvejen har ruter til fra andre lufthavne. I Amsterdam ville passagerne få glæde af interline aftaler med blandt andet KLM og Delta. I München ville man få glæde af samarbejdsaftalen med især Lufthansa. Det er meget normalt af lufthavne giver startrabat til nye ruter og for at tiltrække lige præcis denne type ruter, kunne man f.eks. lave en rabat til nye ruter på alle passagerer der checkes ind til mere end et fly i Aalborg. Forslaget er hermed givet videre.

Desuden bør Cimber tænke i flere indenrigsruter fra Aalborg i og med at Nordjyderne er blevet så vant til at flyve grundet den store indenrigsrute til København. Jeg mener at der uden problemer er basis for en indenrigsrute til Roskilde med 2 daglige hverdagsafgange og en sommerrute til Bornholm med ugentlig afgang hver lørdag.

Sidst men ikke mindst bør Aalborg gøre noget ved deres terminal. Området efter security er ganske småt hvilket gør at man som oftest venter før security og så går igennem security så sent som muligt. Dette er i sagens natur ikke det mest smarte for hverken passagerer eller flyselskaber. Der mangler desuden en lounge. Lounger er højt eftertragtede hos folk der flyver meget og loungen i Billund er faktisk rigtig fin, hvilket er en af de ting der kunne få nogle til at vælge Billund frem for Aalborg.

Tags: , , , , , , , , ,

5 Responses to Aalborg Lufthavn

  1. Torben on 17. september 2010 at 18:58

    Aalborg lufthavn har kæmpe succes, ja det tror da pokker når de fortsætter med at få så store skjulte tilskud fra staten.
    Der er desværre ikke ens konkurrence lufthavnene imellem, nogen er drevet kommercielt, andre har sugerøret godt nede i det offentliges kasser bla. Ålborg, til stor skade for 2 andre lufthavne i det jyske.

    (Aarhus Lufthavns direktør, Ole Paaske, mener, at en del af Aalborg Lufthavns succes skyldes skjulte, offentlige tilskud på ca. 15 mio. kr. om året, fordi lufthavnen har adgang til flyvevåbnets anlæg til, hvad han kalder »en absurd lav pris«. Det afviser Søren Svendsen.)

    http://www.aarhusportalen.dk/default.asp?Id=251&AjrDcmntId=24825

  2. Kristian Ørmen on 17. september 2010 at 19:46

    Hej Torben. Når jeg tænker på success tænker jeg primært på passagertal og ruter. Aalborg Lufthavns succes skyldes efter min mening den store indenrigsrute til København. Ruten til København har succes fordi den er tidsbesparende for mange mennesker og fordi der er mange billige billetter, hvilket vil sige at den er tilgængelig for alle. Til sammenligning er det ikke specielt tidsbesparende hvis man bor i Århus at tage flyet til København, og prismæssigt er der heller ikke en besparelse på at flyve.

  3. Torben on 19. september 2010 at 12:22

    Jeg tænker mere udenrigs og specielt charter. At lokke med gratis parkering, er et vigtigt våben for at udbygge trafikken på det område. Og når man så får et offentligt (skjult) tilskud, så gør det desværre noget nemmere at lokke kunder til langvejs fra, som ellers ville have kørt andre steder hen og det er unfair konkurrence, noget der desværre altid har eksisteret inden for luftfarten i DK.
    Hvad tror du der vil ske med passagertallet på indenrigs, hvis en ny regering får held med at indføre en passagerskat på 75kr. one way, det vil nok få en del til at fravælge flyet igen. Der er næppe 3 selskaber på den rute om et års tid, alle 3 bløder med de priser de kører med. Mit gæt er at QI er historie til den tid.

  4. Kristian Ørmen on 19. september 2010 at 12:41

    Helt enig, gratis parkering er et godt lokkemiddel for at tiltrække passagerer fra et større optage område. Men hvis man sammenligner med Billund så har de fortsat langt større udenrigstrafik end Ålborg på trods af at de ligger langt væk fra større byer og har rimelig hamper parkeringspriser.

    En ekstra afgift på 75 kr. pr. passager vil uden tvivl nedsætte passagertallet, men indenrigsruten til Aalborg vil efter min vurdering stadig være den der klarer sig bedst i og med at det er den der er mest tidsbesparende af ruterne mellem Jylland og København. Desuden baserer alle 3 selskaber også på transfer trafik via København og videre ud i verden. Derfor tror jeg faktisk at KLM eller Lufthansa rute til Aalborg vil kunne presse indenrigsruten mere end en afgift på 75 kr. kan gøre.

    Om Cimber er gået konkurs om et år er svært at sige. Deres regnskaber begynder trods alt at se pænere ud end tidligere, men de har det hårdt med deres fritidspassager satsning. Efter min mening skulle de aldrig være gået ind i det marked, men i stedet være blevet ved med at fokusere på dansk indenrigs og forretningssegmentet på korte europæiske ruter. Hvis Cimber går konkurs tror jeg at der er nogle der køber forretningsdelen og viderefører denne.

  5. Jørgen T on 18. februar 2011 at 15:48

    Får Aalborg Lufthavn skjulte tilskud fra staten, eller betaler lufthavnen for sin brug af baner og faciliteter og istedet støtter statens flyveplads. Der ligger ikke nogen offentligt tilgængelige tal over hvor meget Aalborg Lufthavn betaler for at benytte og holde banerne iorden. Jeg tror da at det er en god fordel for staten at kunne dele vedligeholdelsen af sine faciliteter med Aalborg Lufthavn. Ligesom det er en fordel for lufthavnen at samarbejde med statens flyveplads. Som jeg ser det, er der ikke nogen skjulte tilskud fra staten.
    Stærkt med den nye udvidelse til 13 gates, så bliver lufthavnen en super fed oplevelse med plads og servicefaciliteter til de krævende luftfartselskaber, charterselskaber og rejsende. Glæder mig til 1. april 2013 hvor den står færdig.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*