SAS forsøger at undgå refunderinger
SAS er nu kommet med et ekstraordinært tilbud for at forsøge at få de askeramte passagerer til ombooke deres billetter i stedet for at få refunderet pengene. Tilbuddet gælder dog kun passagerer der har booket deres billetter direkte hos SAS.
Tilbuddet går ud på at man får 10.000 EuroBonus basispoint hvis man vælger at ombooke billetten i stedet for at om få refunderet sin billet. Her er det værd at bemærke at der er tale om basispoints og ikke ekstrapoints, hvilket vil sige at disse points tæller med i opregningen af evt. opgradering til Silver og Guld status som kræver 20.000 og 40.000 basispoint indenfor 1 år.
Alt i alt et ganske godt tilbud. En billig economy billet fra København til f.eks. Aalborg, Århus, Oslo eller Stockholm giver normalt kun 300 basispoints i alt. Havde jeg selv fået ovenstående tilbud havde jeg taget i mod det med det samme, desværre var min egen billet booket igennem goleif som gik den helt anden vej og forsøgte at opkræve 300 DKK for at tilbagebetale billetten!
Information om hvordan du benytter tilbuddet kan findes på sas.dk
I mailen skriver de så: “For 10.000 point kan du f.eks. købe en bonusrejse tur-retur for en voksen og et barn inden for Norden til sommer”. Som jeg så ofte siger er det lidt falsk markedsføring for man kan jo ikke købe sine billetter fuldt ud med sine points. Man skal lige betale skatter og afgifter oveni. Skatter og afgifter retur for en voksen og et barn København-Stockholm med SAS løber op i 564 DKK. Samme rejse kan købes med Norwegian for kun 847 DKK, helt uden anvendelse af points af nogen art. Og nu jeg er igang med at brokke mig lidt, er det også helt forkert at SAS først viser prisen på skatter og afgifter på sidste skærmbillede i bestillingsprocessen, efter man har udfyldt navn, adresse o.s.v. Den er vist ikke helt på linje med lovgivningen.