Sheraton Warszawa
Man forventer sig altid meget af et et 5 stjernet hotel og jeg har også været på Sheraton før, hvilket var en super oplevelse så derfor var forventningen jo skruet helt i top på denne tur.
Desværre må jeg sige at det ikke helt kunne måle sig med Sheraton i Mexico City som jeg var på for et års tid siden. Jeg er dog nødt til at starte med den værste oplevelse. Jeg ville lave mig en kop kaffe på værelset i morges, og det gik da også ganske fint… lige indtil jeg hældte mælken i. Vel og mærke en af de der små langtidsholdbare mælk. Mælken blev helt klumpet nede i kaffen og det så pænt ulækkert ud. Jeg fik så kigget på holdbarhedsdatoen, det viste sig så at denne langtidsholdbare mælk var langt over udløbsdatoen. Jeg brokkede mig selvfølgelig over det ved check out og de tilbød mig så at tage omkring 40 kr. af regningen. Helt ærligt 40 kr! Det er til grin. Hvis ikke man vil give mere end det, skulle man hellere lade helt være med at foreslå det og i stedet blot give en meget god undskyldning.
Nå men ud over det. Værelset var ganske pænt selvom det da gerne måtte have været lidt større. Der var skrivebord, lænestole og kæmpe dobbeltseng. Derudover var badeværelset ganske lækkert med badekar og det hele. Det eneste virkelige minus ved værelset var hovedpuderne. De var meget tykke, og meget bløde. Når man lagde hovedet på midten sank man derfor rimelig meget ned og fik så begge ører dækket af puden. Ikke specielt behageligt.
Vi benyttede os ikke af restauranten, men fik tilgengæld besøgt lobby loungen et par gange, og der var både betjening og kvalitet virkelig i top. Jeg ville faktisk gerne have givet drikkepenge men det var ikke muligt når man fik regningen på værelset så at sige. Måske det ikke er normalt at give drikkepenge i Polen? Det burde jeg nok have undersøgt før jeg tog derned.
—– UPDATE —–
Jeg har lige fået en mail fra Sheraton. I mailen giver de en god og uforbeholden undskyldning og tilbyder mig samtidig en gratis upgrade næste gang jeg kommer forbi. De skriver desuden at de ser meget alvorligt på problemer med fødevarer, og at dette er indskærpet overfor deres personale.